Uddannelsesloftet er endnu et skridt i den forkerte retning

Foto: Scanpix

De studerende er stadig ikke tilfredse med uddannelsesloftet på trods af de seneste justeringer. ”Det er ét af mange små skridt i den forkerte retning,” siger formand for Studenterrådet AU, Emil Outzen.

Af Mathilde Egede Andersen

Demonstrationer, underskriftindsamlinger og personlige beretninger. Dette er bare nogle af de metoder, studerende har brugt til at protestere mod uddannelsesloftet. Dette har dog ingen virkning haft, og i stedet for en afskaffelse af loftet, lyder reglen nu, at det er muligt at tage en ny uddannelse seks år efter den første blev afsluttet.

Men det er ikke nok, siger Emil Outzen, formand for Studenterrådet AU.

”Indimellem er der nogen, der vil vælge forkert. Som det ser ud nu, afskærer vi dem fuldstændig muligheden for at skifte spor, i stedet for at vejlede og hjælpe dem,” siger han.

Studenterrådet er bekymrede for, at uddannelsesloftet er endnu et skridt i en retning, uddannelsessystemet igennem længere tid har bevæget sig i.

”Vi mister rigtig mange af de værdier, vi plejede at have inden for uddannelse. Det er ét af mange små skridt, der bliver taget i den forkerte retning,” siger han.

Indfasningen af uddannelsesloftet er ifølge Emil Outzen dybt kritisabelt, da den hurtige virkning vil sætte mange i en svær situation.

Uddannelsesloftet er en straf
Et af regeringens argumenter for uddannelsesloftet er, at studerende skal tage sig bedre tid til at overveje deres uddannelsesmuligheder, før de tager et valg.
Dog mener Emil Outzen, at uddannelsesloftet nærmere er en straf for de studerende, der vælger at tage nye uddannelser. Han foreslår i stedet øget rådgivning på uddannelsesstederne, og mener, at langt flere i sidste ende ville tage det rigtige valg på den måde.

”I stedet for, at man får en straf i form af seks års karantæne, når man vælger at skifte retning, burde vi sørge for, at de studerende gennem god vejledning står med et rigtig godt beslutningsgrundlag”

Vigtigt at sige fra
Omkring 2200 studerende vil årligt blive begrænset af uddannelsesloftet, og selv om det er en lille del af de cirka 65.000 studerende, der tilbydes plads på universiteterne hvert år, mener Emil Outzen, at loftet dækker over en mere symbolsk størrelsesorden.

”Det går rent praktisk ud over meget få mennesker, men det er vigtigt at vi får sagt fra, hver gang der tages ’små’ beslutninger på uddannelsesområdet. Hvornår skal det stoppe?” siger han.

Han mener, at hvis regeringen vil have de studerende til at vælge rigtigt, når det kommer til uddannelsen, skal der lægges en større indsats omkring vejledning og information om studierne.

Brug pilene til at klikke dig igennem galleriet.

 

Kortere ferier begrænser turismen i Nordjylland

Foto: Morguefile.com

Over halvdelen af tyske campister vælger at pakke bilen ud hurtigt, efter de har krydset den danske grænse. Dette skyldes ændrede feriemønstre, hvor vi generelt holder kortere ferier, mener direktør for VisitNordjylland

Af Mathilde Sofia Egede Andersen

For bare ti år siden var der langt flere tyske turister på campingpladserne i Nordjylland, men sådan er det ikke længere, viser tal fra Danmarks Statistik. Dette ærgrer direktør for VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen.

”Historisk set var der tidligere flere tyske campister i Nordjylland, men begyndte vi at se en tilbagegang i, i midten af 00’erne. Det har været en forholdsvis lang glidebane,” siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 60% af de tyske campister vælger at stille bilen i Region Syddanmark, hvorimod kun 13% slår teltet op i Region Nordjylland. Lars Enevold Pedersen mener, at ændringer i vores måde at holde ferie på, kan være skyld i dette.

”For ti eller femten år siden havde man én lang sommerferie, og det var det. I dag har vi jo mange korte ferier, hvor mange tager ud og rejser. Dette bliver hjulpet på vej af en masse nye feriedestinationer og flere lavprisruter med fly,” siger han.

Ingen af de andre regioner i landet kan konkurrere med Region Syddanmark, hvor langt størstedelen af de tyske campister vælger at slå sig ned på deres ferie.

 
Bedre kvalitet fra kommunens side

Det er blevet en generel tendens i turismen, at man oftere tager på ferier, der varer cirka syv dage, hvor ferierne førhen ofte varede tre uger. Hvis ferien er kortere, vælger mange turister derfor at bruge så kort tid som muligt på rejsetiden.

Dog mener Lars Enevold Pedersen, at der er gode muligheder for at konkurrere med Region Syddanmark og tiltrække flere turister til området.

”Man skal gøre det mere interessant at besøge området og skabe flere oplevelser. Generelt skal vi arbejde med at løfte kvaliteten. Hvis man starter fra kommunal side, og arbejder på at forskønne området og skabe aktiviteter, så vil man fra privat side sikkert også investere i et kvalitetsløfte. Jeg tror det ville sætte en positiv udvikling i gang,” siger han.

Langt flere tyske campister holder ferien i Region Syddanmark. Det ærgrer direktør for VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen, sig over.

 

Forventningsartikel – 2. semester

 

Jeg hedder Mathilde Sofia Egede Andersen, og jeg er 20 år gammel. Jeg flyttede til Århus i sommers fra Gentofte, men jeg er vokset op den enormt velkendte storby Ålsgårde (bestående af knap 5000 beboere), som ligger lige udenfor Helsingør i Nordsjælland.
Før jeg tog den store beslutning at konvertere til jyde-dommen, gik jeg et semester på Roskilde Universitet, hvor jeg forsøgte mig med at læse en humanistisk-teknologisk bachelor. Her havde vi også sprogfag, dog med færre (eller i hvert fald meget anderledes) grammatikregler, end hvad vi har lært på DMJX, nemlig programmeringssprog som bl.a. C++ og Processing (zZzZz….) Nå, men jeg fandt altså ud af, at sætninger som “void setup() { size(640, 360); }” eller “float d = map(mouseX, 0, width, 40, 300);”  ikke var lige så interessante som dem, man rent faktisk kan finde ud af at læse. Derfor blev jeg selvfølgelig enormt glad, da jeg blev optaget på DMJX.
Hvis man var en flue på væggen i min fritid, ville man hovedsageligt se mig tegne, forsøge at spille ukulele (hvilket jeg er dårlig til, men nyder alligevel), nørde platte videoer på YouTube eller høre musik. Herudover er jeg glad for dyr, dårlig humor og selvfølgelig en øl med vennerne en gang imellem.

– Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?
Jeg glæder mig til at genbesøge samfundsfag, som jeg ærligt talt ikke har haft meget at gøre med siden gymnasiet. Jeg håber, jeg kan lære nogle spændende ting her, som jeg kan bruge i journalistfaget. Herudover forventer jeg også at få en god (eller ihvertfald bedre) forståelse for mere kritisk og dybdegående journalistik, og overordnet set få lidt bedre styr på de mange elementer af faget. For eksempel kan jeg se, at vi skal kaste os ud i statistik og Excel, hvilket nok skal blive helt vildt sjovt, siden jeg er elendig til tal!

– Hvordan har du forberedt dig til forløbet?
Udover at være i komplet feriekoma, har jeg læst op på de tekster, der skal læses før studiestart, og jeg har prøvet, at snuse lidt rundt på Moodle og i de nye holdmapper. Jeg har også prøvet at få styr på det nye mailsystem, uden den store success…

– Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?
Jeg synes, at jeg altid er god til at motivere dem, jeg arbejder sammen med. Når det ser lidt sort ud med masser af opgaver og deadlines, er jeg god til at hanke lidt op i folk og puste lidt liv i gruppen, så alle kommer over målstregen. Korrekturlæsning er jeg også god til. Hvis jeg ser en tastefejl eller lignende, kan jeg altså ikke dy mig fra at rette den. Og så kan jeg altså skrive ret hurtigt på tastaturet, så hvis deadlinen er stram, er det mig I skal have fat i.

– Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?
Jeg har høje forventninger til mig selv, men samtidig synes jeg, at det er vigtigt, at kunne sætte realistiske mål for sig selv. Derfor vil jeg nok rate mit ambitionsniveau på 9 ud af 10. Jeg vil gerne forbedre nogle af de ting, vi har lært på 1. semester, og i så høj grad som muligt prøve at mestre de ting, vi skal lære nu på 2. semester.

– Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?
Jeg kan have svært ved at begrænse mig selv, når det gælder skrivning. Hvis jeg får et begrænset antal anslag, er der høj sandsynlighed for, at jeg ender med at skrive for meget. Jeg tror ihvertfald ikke, at min dansklærer i gymnasiet nogensinde har sagt “kill your darlings” så meget til én person, som hun gjorde til mig.

Jeg kan også være lidt dårlig til at administrere min tid, fordi jeg oftest arbejder bedst under pres. Det kan både være godt og skidt, da det er en god evne, når man har en kort deadline, men en pest, når man har god tid. Jeg tror, jeg nogengange kan blive lidt for ambitiøs med min tid, og så ender jeg med at have en smule travlt istedet.

På den anden side synes jeg, at jeg er god til det sproglige og grammatiske (størstedelen af tiden), og at jeg er god til at skrive kreativt (og generelt). Jeg synes også, at jeg er god til at give grundig feedback, og samtidig også god til at tage feedback til mig, og bruge den senere.

– På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?
Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at finde og opsøge interessante kilder, og i den forbindelse vil jeg også gerne forbedre min interviewteknik. Jeg kunne også godt tænke mig at blive bedre til at tage nogle chancer, og ikke altid vælge den lette løsning.

– Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?
Der er vel ikke så meget andet at gøre end ‘trial and error’. Jeg må prøve at tage en anden tilgang til, hvordan jeg gør tingene nu, og se hvordan resultatet bliver. Fungerer det ikke, må jeg prøve noget andet igen, indtil jeg finder den måde, der passer bedst til mig. Og så må jeg give mig selv det ekstra skub, jeg nogensinde kan have brug for, når jeg skal tage nye chancer. Så tager jeg udfordringen op derfra.

 

Rumænsk mand anklaget for brutal vold: Nægter sig skyldig

En lang arbejdsdag efterfulgt af en kop kaffe hos en god ven skulle for en 22-årig rumænsk mand ende med et voldsomt slagsmål med en bekendt. Vennen blev dømt, og den 22-årige er nu anklaget for at have udøvet vold af særlig brutal karakter. Han nægter sig dog skyldig i anklagerne.

Af Mathilde Sofia Egede Andersen

RANDERS –
Ifølge anklageren i en voldssag skal en 22-årig rumænsk mand dømmes skyldig for at have udøvet vold af særlig brutal karakter. Eftersigende skal tiltalte have udøvet vold mod en bekendt sammen med sin gode ven, som allerede i sommers blev dømt for samme anklage.
Den tiltalte er bl.a. anklaget for at have udgivet knytnæveslag og yderligere have benyttet sig af glas og flasker under voldsepisoden. Episoden tog sted 11. februar 2016 sent om natten da tiltalte besøgte en ven efter arbejde som rengøringsmand i en børnehave, hvor han arbejder med sin mor.

Brød slagsmålet op
Under retssagen i tirsdags afgav tiltalte forklaring, og han nægter sig skyldig i at have deltaget i slagsmålet. Efter tiltaltes egen forklaring var han blot til stede, efter han havde drukket en kop kaffe med sin gode ven. Vennen ville give tiltalte et lift hjem efter et kort besøg hos en bekendt. Tiltalte gik med ind i lejligheden, men benægter i retten at være indblandet i, hvad denne samtale gik ud på, og påstår at han var for træt efter arbejdsdagen til at høre efter, hvad de to andre diskuterede. Han mener dog at huske, at det havde noget med penge og gæld at gøre. Vennen og den bekendte begyndte dog hurtigt at skubbe til hinanden, og de væltede hinanden omkuld før tiltalte brød de to op. Han skulle efter sigende have fået at vide, at han måtte tage hjem på gåben, og tiltalte skulle efter eget udsagn have forladt den bekendtes lejlighed herefter, og altså ikke være indblandet i det efterfølgende brutale slagsmål, som han er anklaget for at have taget del i.

Modstridende forklaringer
Umiddelbart efter voldsepisoden forlod tiltalte landet for at arbejde på et byggeprojekt i Rumænien. Han forklarer i retten til anklageren, at han forlod landet 2-4 uger efter episoden. Han har dog ingen forklaring på, hvorfor hans mobil hoppede på udenlandsk netværk blot tre dage efter episoden, altså den 14. februar 2016, hvilket vækker mistanke hos anklageren. Under sin bortrejsning er tiltalte blevet efterlyst af politiet i Danmark. Dette forklarer han i retten, at han ikke var klar over, før han vendte tilbage til Danmark den 26. August 2016. Dog strider den forklaring imod den forklaring han gav politiet, da han blev anholdt ved den tysk/danske grænse samme dag. Her forklarede han tværtimod, at hans mor havde informeret ham om, at han var efterlyst i Danmark. Tiltalte blev løsladt umiddelbart efter retsmødet, da hans varetægtsfængsling udløb samme dag, og han kunne derfor tage fra retten sammen med sin familie, som var mødt talstærkt op i retten.

Den bekendte skal medvirke som vidne i sagen, men har ikke haft mulighed for at møde fysisk op i retten. Han befinder sig i Rumænien, og skal have udtalt til det danske politi, at han ikke vil vende tilbage til Danmark af frygt for sin egen sikkerhed. Retten har givet tilladelse til, at den bekendte afgiver forklaring via videolink den 31. januar, hvor en endelig dom vil falde.

 

“De møder Henriette, ikke Syge Henriette”

Da Henriette Holmblad Viskum var omkring otte år gammel, begyndte hendes forældre at lægge mærke til en forandring i hendes personlighed. Psykiatere mente, at hun var socialt hæmmet, selvom hun havde det godt socialt. Først efter ti års mistanke fik hun endelig diagnosen officielt: hun har OCD. I dag er 25-årige Henriette med til at bekæmpe tabu om psykisk sygdom.

Billede og tekst af Mathilde Sofia Egede Andersen

Det startede, da Henriette var otte år gammel. Der var et skift i hendes personlighed, og hun var begyndt at opføre sig mærkeligt og tilstå ting over for sin mor.
”Jeg havde det, jeg kaldte dårlig samvittighed. Jeg kunne se en ridset bil på den anden side af gaden, og tænke ”Måske er det mig, der har ridset bilen”. Det var fuldstændig irrationelt, men jeg havde bare brug for at sige, at jeg havde dén tanke, og så fik jeg dårlig samvittighed. Det var måske 40-50 gange om dagen, at jeg var nødt til at sige det til hende,” forklarer hun. Det viste sig senere, at Henriette havde OCD.

OCD er en kemisk ubalance i hjernen, som viser sig i form af tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger. Tilståelserne, som Henriette kalder dem, var hendes måde at sætte ord på tvangstankerne. Tvangshandlingerne viste sig i form at overdreven håndvask, fortæller hun:
”Hvis jeg for eksempel havde skrællet en appelsin, så sidder lugten der jo tit stadig, selvom man har vasket fingre. Men oppe i mit hoved var det sådan, at hvis lugten stadig var der, så var det jo stadig på mine fingre. Og hvis jeg så rørte mine forældres sofa, så ville jeg jo ødelægge deres sofa med appelsinen på mine hænder.”

Henriette er godt selv klar over, at hendes tvangstanker- og handlinger ikke er rationelle. Hun beskriver misforholdet som en bro mellem de to hjernehalvdele, som er gået i stykker.

”Den ene hjernehalvdel ved godt hvordan det hele forholder sig og ikke forholder sig. Og den anden hjernehalvdel er irrationel, men den vinder bare tit fordi angsten eller ubehaget er så stort, hvis man bare slår det hen.  Man er ret tit klar over, hvor fjollet det er,” siger hun.

Den rigtige behandling
Det skulle ikke blive en enkel vej til en diagnose. Psykiaterne mente, at Henriette var socialt udfordret, og hun fik derfor som 13-årig en hjælpelærer i skolen og blev sendt til skolepsykolog.
”Altså, på det tidspunkt var det egentlig gået lidt i sig selv. Det var jo ikke dér jeg havde brug for det. Jeg havde ikke behov for en skolepsykolog eller en støttepædagog lige dér. Jeg skulle bare have den rigtige behandling,” fortæller hun.

Først som 19-årig får Henriette diagnosen OCD og moderat til svær depression sort på hvidt. På dette tidspunkt går hun et sted, der hedder Stolpegården, hvor de laver gruppeterapi og kognitiv adfærdsterapi, som bruges til at behandle angstlidelser som OCD. Her begynder nogle brikker lige så stille og roligt at falde på plads for hende.

”Jeg kommer jo derud og synes, at det er virkelig rart at se, at der er nogen, der har det på præcis samme måde som mig. Der blev man på en måde bekræftet i, at det faktisk er noget oppe i ens hjerne. Det er faktisk en sygdom. Og der falder nogle brikker på plads.” siger hun.

En af os
I håbet om at fjerne tavshed, tabu og tvivl om psykiske lidelser har Henriette arbejdet som frivillig ambassadør hos landsindsatsen ’En af os’, hvor hun har været ude og fortælle sin egen historie. Hun vil gerne være med til at fjerne fordommen om, at psykisk sygdom er farligt. Man kan ikke på forhånd se, hvem der har en psykisk lidelse, og det er også noget Henriette lægger vægt på.

”Når jeg er ude og fortælle om min sygdom, bliver mange overraskede over, at vi ambassadører er sjove, glade, og egentlig helt ’normale’. Vi er mennesker som dem, der sidder og lytter til os kan identificere sig med. Jeg tror det fungerer så godt, fordi de møder Henriette, og ikke Syge-Henriette.”

Stress er en trigger
OCD er betegnet som en kronisk sygdom, så den vil aldrig forsvinde fuldstændig. Men med de rigtige redskaber kan OCD-ramte altså holde sygdommen nede og leve et normalt liv.
I dag er Henriette 25 år gammel og er ledig, efter hun i sommers fik sin kandidat i historie. Selvom hun synes, at hun har så godt styr på sin OCD, at hun ville kalde sig rask, mærker hun stadig til den indimellem.
”Da jeg skrev speciale kunne jeg mærke, at OCD’en kiggede frem. Ellers er det faktisk mest depressionen. Nogen gange bliver jeg i tvivl om, om det er depressionen, eller om jeg bare har nederen på ligesom alle andre mennesker”, griner hun, og fortsætter ”Men altså, hvor stopper sygdommen, og hvor begynder den ’normale’ Henriette? Jeg kan stadig ikke finde ud af det dér med toiletpapir. Hvor meget bruger normale mennesker?” spørger hun og griner højt.

Hun sammenligner det med, når ens immunforsvar bliver svagere under stress. Det psykiske immunforsvar bliver også svagere. Men Henriette er overbevist om, at hun har kontrol over sygdommen, så meget som hun nu kan have.

”Jeg synes faktisk det spiller, og at jeg er ved at komme på rette spor. Jeg har måske en dårlig periode indimellem, men det er jo det samme som alle andre, som er kede af det over en fyr, eller som ikke har et job. Det bliver andre mennesker også trælse over. Og hvis korthuset vælter, så synes jeg, at jeg er i stand til hurtigt at rejse det op igen,” siger hun.

Snak om problemerne

Selvom Henriette vil kalde sig selv rask, synes hun det er vigtigt at tale om det. Bare dét at tale om sygdommen og tankerne med én, der lytter, løser efter hendes mening halvdelen af problemerne. Hun slutter af med en opsang til andre, der er psykisk sårbare.

”Du bliver altså nødt til at gøre noget ved det. Og når det så er sagt, så skal du så efterfølgende søge al den hjælp andre mennesker kan give dig. Alt det, du ikke kan klare selv skal du selvfølgelig have noget hjælp til. Men du bliver nødt til at starte med dig selv, og sige ”Nu gider jeg ikke det her mere, nu vil jeg gerne bare være så lykkelig, som jeg kan blive” Og så er det vigtigt, at der er nogen, der lytter til én, når man når frem til det punkt.”

 

Mågen på muren

Fiskergade er en af de gamle gader i centrum af Århus. Gaden var før i tiden tungt beboet af fiskere og sømænd, men i dag er den hovedsageligt fyldt med kontorbygninger og private lejligheder. Det farverige gavlmaleri Mågekysset er i dag en reminder til Århus’ beboere om, at Århus var – og stadig er – en søfartsby.

Foto, video og tekst af Mathilde Sofia Egede Andersen

 

Vinden hiver i en kvinde, der tramper i pedalerne på sin cykel for at komme fremad. Vejen er fugtig efter de mange byger i løbet af dagen, og det blæser på den måde, hvor man næsten har svært ved at få vejret. Det eneste sted, man kan få et øjebliks læ, er under Clemens Bro, hvor weekendens byliv har sat sine spor i form af en lugt af urin.

Dog er der én ting, der springer én i øjnene midt i den tomme gade. Murmaleriet ’Mågekysset’ pryder gavlen af Fiskergade 90, og det iøjefaldende kunstværk kan akkurat skimtes, når man spadserer over Clemens Torv. Maleriet er godt gemt i den gamle sømandsgade, men det er bestemt ikke ukendt.

”Det er maleriet, som hele byen kender. Hvis jeg skulle sammenligne mig med en popmusiker, må det være mit største hit. Og det er måske en meget god sammenligning. De smukt svungne linjer i både pigen og mågen svinger så godt, at der næsten er musik i billedet,” siger kunstneren bag maleriet, Hans Krull, til Århus Stiftstidende. Han ejer også det kunstprydede værtshus, Under Masken, i Århus.

En hyldest til sømandskonerne
Hans Krull valgte at male sit kunstværk på gavlen i 1985, da bygningens boligforening spurgte ham om hjælp med hensyn til en udsmykning af gavlen. Siden da har mågen med sit gule øje våget over Fiskergade side om side med kvinden, som forestiller punksangerinden Kate Svanholm. Motivet lavede Hans Krull oprindeligt som linoleumstryk i 1980.

”Vi var ved at lave et pladecover, og i vinduet stod en udstoppet måge, som hun kyssede. Det var inspirationen til trykket,” siger han til Århus Stiftstidende.

Selvom det originale billede opstod i sjov, har motivet ifølge Hans Krull stadig en mere betydningsfuld symbolik bag sig.

”Billedet symboliserer kys, den druknede sømands farvel. Man kan sige, at sømandskoner er enker med levende mænd. Det er tit, de ikke vidste, om de kom hjem igen. Det er i virkeligheden en hyldest til sømandskonerne, og samtidig en reminder om, at Århus er en søfartsby,” fortæller han til Århus Stiftstidende.

Udover at være smukt til pynt på gavlen i Fiskergade, passer motivets symbolik altså også til gadens historie. Gaden var nemlig førhen hovedsageligt befolket med fiskere og sømænd, hvoraf gaden også fik sit navn.

25 års garanti
Da Hans Krull malede gavlen i 1985, gav han en garanti på, at murmaleriet ville holde i 25 år. Denne garanti levede kunstværket i den grad op til, da maleriet blev renoveret og genmalet i 2013 – altså 28 år efter, at Fiskergade for første gang så Mågekysset.

”Det er sgu fedt, for det var altså noget skadet, fordi pudset var begyndt at falde af. Jeg havde givet 25 års garanti, og det holdt 28 år. Så det er faktisk flot. Det har holdt rigtigt godt,” siger Krull, og fortsætter ”Jeg er glad for, at denne gavl bliver repareret og genmalet. Det er faktisk en af de ting, jeg fortsat er glad for, og som stadig holder – når jeg selv skal sige det,” siger han til tv Østjylland.

Hvis garantien holder igen, kan vi altså have glæde af at se det velkendte mågekys pryde gavlen på Fiskergade de næste 28 år.

14646741_10210113887540168_1363122225_o

 

 

 

3399 anslag

“Nogle laver scrapbog, jeg får tatoveringer”

Hver ottende dansker mellem 15 og 25 har blæk i huden ifølge en undersøgelse lavet af YouGov. For nogen er det en måde at mindes en begivenhed, for andre et alternativ til frisurer, smykker og makeup. For 18-årige Anders fra Hadsten fylder tatoveringerne langt mere, og hans interesse for den permanente kropsdekoration har været med til at lægge fundamentet for, hvordan han vil leve sit liv.

Af Mathilde Sofia Egede Andersen
Umiddelbart ligner Anders en ung mand, der er ligesom alle andre. Han er iklædt T-shirt og jeans, på fødderne sidder et par Adidas, og bag de sortstellede briller kigger et par unge, blå øjne ud. På trods af at cirka 15 procent af Danmarks befolkning er tatoveret, springer de farverige afbildninger på Anders’ forarme alligevel én i øjnene. Hvor det førhen hovedsageligt var sømænd og rockere, der prydede deres kroppe med blæk, er Anders et godt eksempel på en kultur, hvor tatoveringer efterhånden er allemandseje.

14509253_10209982679980061_115558083_n
Anders fik sin første tatovering hos en hjemmetatovør som 17-årig

“Jeg vil måske gå så langt at sige, at tatoveringer aldrig har været mere udbredte, end de er nu,” siger Anders, som i løbet af de sidste to år selv har fået lavet seks tatoveringer på armene.

43 procent vil tatoveres

Selv er Anders først lige begyndt på den fortælling, som skal pryde hans krop resten af hans liv.
“Jeg kunne godt tænke mig, at få begge arme fyldt og egentlig det meste af kroppen. Men det er jo ikke noget, der lige gøres i én omgang. Jeg vil gerne have det bygget op over hele livet i takt med, at man skifter stil og mening. Så kan man følge hele sit liv igennem tatoveringerne. Nogle laver scrapbog, jeg får tatoveringer.”

Anders er langt fra den eneste, hvis fremtid indeholder flere tatoveringer. Ifølge en spørgeundersøgelse lavet af Gallup siger 43 procent af unge mellem 15 og 25, at de enten helt bestemt eller muligvis vil have en tatovering på et senere tidspunkt. Herudover bliver tatoveringerne generelt større og er placeret mere synligt, end de har gjort førhen. Dette tydeliggør i høj grad den tendens, der viser, at tatoveringer i dag er for alle.

En personlig historie på kroppen

Tatoveringer er jo i modsætning til en frimærkesamling, andejagt eller rollespil både permanente og synlige for omverdenen. Men Anders bekymrer sig ikke over sin fremtid:
“Når jeg bliver gammel og rynket, så kommer jeg ikke til at ligne andre. Jeg kommer stadig til at se fucking sej og unik ud og skille mig ud fra mængden. Jeg vil hellere udfordre mig selv og min krop og dø lidt tidligere og have levet ordenligt – og ikke bare nøjes med at være gammel og rynket og ligesom alle andre. Med tatoveringer kan man se, at man har levet.”

Selv om Anders er en del af en statistik, der siger, at en ottendedel af alle i hans aldersgruppe er tatoveret, kan han være sikker på, at han i sin alderdom vil være dækket i en historie, der kun er hans egen.

Se et galleri af Anders’ tatoveringer her:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Århus dør ikke efter lukketid

Af Mathilde Sofia Egede Andersen

 

Et af de mest besøgte områder i Århus er langs Åboulevarden i midtbyen. Her ligger caféer som perler på en snor, og folk mødes for at shoppe, spise frokost, lave lektier, eller komme ud med børnene. Mange mennesker strømmer hertil for at nyde atmosfæren, og det er også grunden til, at det er et af Frida Koks favoritsteder i byen.

Efter at have boet i Vejle siden hun var ni, er Frida nu flyttet til Århus med sin kæreste for at studere. Og det er en forandring, som hun så frem til:

”Overgangen fra at bo i Vejle til at bo i Århus var rar. Vejle er en latterligt kedelig by. Her i Århus er det en hel palet af ting, man bare kan vælge imellem. Det var noget at det, jeg glædede mig mest til, da vi skulle flytte.”

Netop denne palet af ting er grunden til, at Århus er en af de mest populære studiebyer, hvor de omkring 50.000 studerende kan vælge mellem en lind strøm af uddannelser, caféer, butikker, naturområder og kulturelle attraktioner – noget, der ikke var meget af i Fridas hverdag i Vejle, men som hun har længtes efter, siden hun flyttede fra København som niårig.
Og hun er ikke i tvivl om, at hun vil vende tilbage dertil, når hun er færdig med sin uddannelse.

”I København er der plads til alle. Det er ikke en lukket studieby i samme grad, som Århus er,” siger Frida, men tilføjer med det samme, at det er en meget positiv ting, når man selv er studerende.
Og sammenlignet med Vejle er Århus ikke så slem endda, selvom Frida drømmer sig tilbage til København:

”Når butikkerne lukker her i Århus, dør byen ikke. Det gjorde den i Vejle. Hvis gågaden var lukket, var byen død og der var tomt. Men det er Århus aldrig – der er meget liv, og det kan jeg rigtig godt lide.”

 

 

14374549_10209861307625828_421870361_o